Jysk Vintertour - en kæmpe succes

52 spillere kæmpede i regnen

Vejrudsigten søndag d. 12/1-2020 bød på regn – masser af regn. Faktisk skulle det regne fra tidlig morgen til sen eftermiddag og først stoppe, akkurat som FDGK’s første turnering, på det udviklings layout vi er i gang med i Odense, var sat til at slutte.
Det var derfor med nedjusterede forventninger, at stævne arrangørerne Johan Berg og Jeppe Svendsen mødte ind til dagens arrangement. Heldigvis skulle de vise sig at blive overrasket!

52 spillere mødte til start

Jysk Vintertour er en traditionsfyldt turnering, med mange år på bagen, og måske var det grunden til at hele 52 spillere trodsede den elendige vejrudsigt og mødte til start, eller måske var det fordi de ville se den nye dreng i klassen – Fyns forhåbentlig første 18-hullers bane, projekteret til at have officiel åbning i 2021.
Uanset hvad var det fantastisk, at se de mange spillere lytte med til spillermødet og efterfølgende begive sig ud i regnen, for at kæmpe med elementerne.

 

En udfordrende bane i svære forhold

En af ambitionerne med den nye bane er, at den skal være udfordrende. Ikke urimelig – men svær. I arbejdet med at skabe sådan en bane, har det utrolig stor værdi, at så mange spillere, i forbindelse med en turnering, tester områdets muligheder for nye huller.
Efterhånden som scores kom ind tegnede der sig et billede af, at denne ambition ser ud til at lykkes. Selvfølgelig spillede de elendige forhold en rolle; banen er uden teesteder, skiltning og med elendige, gamle og delvist ødelagte kurve. Det havde væsentlig indflydelse på de høje scores, men trods det, ser det ud til at par kan blive en god samlet score på 18 huller.

Hent alle billeder fra dagen her:

https://1drv.ms/u/s!AnTMVZbyk_AXg7YAwzaclr5avqIZAQ?e=OfqWba

Ved brug gives credit til Jeppe Svendsen

2x 12 huller på forskellige layout

At banen og forholdende var svære, skulle også vise i tidsplanen. 
Det tog simpelthen for lang tid at komme rundt, og der var ikke tid til at spille de planlagte 18 huller i 2. runde, inden solen gik ned.

Det blev derfor til 2x 12 huller på forskellige layout, og på den måde blev de fleste af de nye mulige huller testet.
At få testet banen af så mange spillere, er kæmpe gave i arbejdet med at finde ud af om området kan bære en 18 hullers bane. Det tyder al feedback på at det kan.

 

Dagens vindere

Thomas Rasmussen, vinder af Open

Mads Elsborg, vinder af AM

FGDK’s egen Johan Berg fik en flot 2. plads i Open rækken!

Tak for en god dag

 

FDGK takker Jysk Vintertour for at ville gæste vores bane og vi håber på en gentagelse næste vinter, til den tid på en forhåbentlig mere færdig 18 hullers bane!
Projekt – Udvidelse af Odense Disc Golf Bane er sat til at have officiel åbning af banen i maj 2021.

Tak til alle der deltog i arrangementet, og tak for den gode feedback vi efterfølgende har modtaget på banen!!!

 

Nyheder

Kontakt

E-mail: kontakt@fynsdiscgolfklub.dk
Bliv medlem: Indmeldelsesformular

FDGK Informationer